Bibliotekshaven kommer

Den 23. maj efterlyser Kasper Haagensen med god grund en status på projektet.

Ideen om brugen af haven ved frivillighedscenteret på Rustenborgvej som et grønt supplement til biblioteket har efterhånden et par år på bagen. Tanken var, at når fjernvarmen var lagt i jorden, og det grønne areal ud mod Hovedgaden skulle genetableres, så kunne man lige så godt bruge pengene på at gøre det lidt mere indbydende.

Det går desværre ikke. I/S Vestforbrændingen er alene forpligtet til at reetablere det opgravede område som det oprindelig var – hverken mere eller mindre. Og det sker så i de kommende måneder.

Bibliotekshaven – som både er arealet ud mod Lyngby Hovedgade og haven bag ved centeret – er nu en del af et fremtidsscenarie for bibliotekets udearealer. Den bliver ikke glemt, og ved fælles politisk prioritering skal det nok lykkes at få skabt denne lille grønne perle til både bibliotekets og frivillighedscenterets bruger, og alle andre borgere, der har lyst til en pause midt i Lyngby.