DGO DEBAT: Demens på skoleskemaet – dgo

DORTHE LA COUR, M-KB OG KANDIDAT KV17 OG RV (K)

Demens kaldes med god grund de pårørendes sygdom. Op mod 400.000 lever i dag med et demensramt familiemedlem, og tallet forventes at stige. Derfor vil mange børn opleve, at bedsteforældre ændrer sig. I Lyngby-Taarbæk skal vi sætte demens på skoleskemaet som en del af den naturvidenskabelige indsats.Mere viden om demens skaber bedre vilkår for både den demensramte og de pårørende. Mange mennesker – såvel børn som voksne – er usikre på, hvordan man forholder sig til demens, og nogle bliver bange for den ændrede personlighed og adfærd, de møder hos deres nærmeste.

Demens er ofte tabubelagt, og jo mere vi taler om det, jo bedre bliver forståelsen for sygdommen. Der er heldigvis sket en positiv udvikling i viden om demens i de sidste 10 år, og ideen om at lære børnene om sygdommen er bare fantastisk. Det giver nemlig mulighed for et helt andet samvær med den demente og hele familien. Børnenes forældre kan måske også tale mere frit om sygdommen og de udfordringer, der er.

I Lyngby-Taarbæk er der sat ekstra fokus på naturvidenskab, og en ny strategi skal sætte endnu mere fut i de naturvidenskabelige temaer. Jeg håber, at demens kan blive en del af det naturvidenskabelige i kommunen. I Aalborg kommune har de med succes sat demens på skoleskemaet i 1.til 6. Klasse, og den idé håber jeg, vi kan kopiere hos os.