DGO DEBAT: Styrket forebyggende unge-indsats
Ekstra penge til en styrket ungeindsats skal blandt andet bruges på det forebyggende arbejde, og på at ansætte en medarbejder, der indgående kender ungdomsmiljøerne, de problemer og udfordringer de unge har, og som kan kommunikere klart og direkte med de unge.
Ungeprofilen, som vi fik forelagt tidligere på året, og situationen på Lyngby Hovedgade viser tydeligt, at vi må gentænke vores forebyggende arbejde, også kaldet Skole-Social-Politi (SSP-) indsats. Vi skal øge indsatsen på gadeplan og styrke SSP-konsulenterne ude på skolerne. Det er også derfor, at budgetforligspartierne har afsat yderligere økonomi til indsatsen.
Vores nuværende SSP-medarbejdere og -konsulenter skal klædes på til en helt anden opgave, og forældrene skal i langt højere grad inddrages. Forældrene er – sammen med SSP-indsatsen – helt afgørende for, at vi kan forebygge effektivt. Politisk skal kommunalbestyrelsen nøje overveje, om vi skal udvide SSP-arbejdet til også at omfatte de unge i alderen 18-25 år – også kaldet SSP+-indsats. Som uddannelsesby er Lyngby et sted, hvor rigtig mange unge kommer, og kriminalitetsforebyggelse bør ikke stoppe, når de unge bliver 18 år.
Vi skal intensivere det gode samarbejde, vi allerede har med uddannelsesinstitutionerne i kommunen, og derved bidrage til at bevare en by og kommune, hvor unge kan færdes sikkert på egen hånd.
Første i det nye år behandler både Børne- og Ungdomsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget sagen om en styrket SSP-indsats. Vi ser frem til konkrete forslag til udmøntning, så arbejdet kan styrkes hurtigst muligt.
BODIL KORNBEK, FORMAND FOR SOCIAL- OG SUNDHEDSUDVALGET (S) OG DORTHE LA COUR FORMAND FOR BØRNE– OG UNGDOMSUDVALGET (K)